Daka imødekommer bekymringer omkring iøjnefaldende råvarehal

 

 

21.03.2018, 

De seneste uger har debatten omkring Daka’s ansøgning om opførelsen af en råvarehal i Randers skabt bekymringer, specielt i forhold til hvor iøjnefaldende råvarehallen vil blive og skjulte dagsordener omkring udvidelse af produktionen på sigt. Daka vil imødekomme disse bekymringer med yderligere beplantning og voldanlæg og understreger samtidig, at der hverken er lovhjemmel til, eller planer om, udvidelse af produktionen.

 

Yderligere tiltag skal gøre råvarehal minde iøjnefaldende

”For at imødekomme bekymringerne om, at råvarehallen vil blive iøjnefaldende, har vi valgt at lade træbevoksningen og sandjord ligge uændret for de områder, der ikke tages i anvendelse i forhold til råvarehallen. I forvejen har lokalplanen skrappe krav til udlægning af arealer til grønne områder og at råvarehallen skal opføres i materialer i diskrete farver. Herudover vil vi opføre en jordvold på 3 meter med træbevoksning, ud mod de områder, hvor råvarehallen vil være mest synlig”, udtaler Per Dunkelskov Thomsen – Forretningsudviklings Direktør i Daka.  

 

Mere plads men den samme produktionskapacitet

I forbindelse med ansøgningen om opførslen af råvarehallen, har der også været stor fokus på, at ansøgningen skulle åbne op for en udvidelse af produktionen. Dette er ikke tilfældet. Daka har ikke planer om at udvide produktionskapaciteten i Randers, og miljøgodkendelsen giver ligeledes ikke mulighed for dette.

 

”Daka har ansøgt Randers kommune omkring opførelsen af en råvarehal. Hallen skal imødekomme, at mink i dag pelses over en meget kortere periode end tidligere. Derfor har vi behov for ekstra overdækket opbevaringsplads, når minksæsonen topper i november og december måned”, udtaler Per Dunkelskov Thomsen – Forretningsudviklings Direktør i Daka. 

 

I takt med at minkbranchen konsoliderer sig, og bedrifterne bliver større og større bliver pelsningen også koncentreret til en kort og intens periode i november og december måned. 

 

Per Dunkelskov Thomsen uddyber,” Daka har brug for yderligere opbevaring i spidsbelastningsperioden. Råvarehallen skal afhjælpe opbevaringsudfordringerne i minkpelsningssæsonen, og skal derfor være fri til at opfylde dette behov. Det kan sammenlignes med når en landmand investerer i en mejetærsker, som også kun bruges i korte perioder af året.”


Ikke større mængder, men nyt ozon-luftrensningsanlæg

Muligheden for at opbevare råvarer når der én gang om året er spidsbelastning vil ikke forøge lugtgenerne, men derimod forbedre mulighederne for, at kontrollere håndteringen af de samme mængder, som håndteres i dag, bare over en kortere periode. 

 

”Daka overholder alle lovpligtige lugtgrænser, både ved anmeldte og uanmeldte kontrolbesøg, men vi arbejder hele tiden med at forbedre processer. Derfor har vi uafhængigt af godkendelse af råvarehallen f.eks. planlagt investeringen i yderligere et ozon-luftrensningsanlæg”, udtaler Per Dunkelskov Thomsen – Forretningsudviklings Direktør i Daka 

 

Investeringen i ozon-luftrensningsanlægget har som sådan ikke noget at gøre med godkendelsen af råvarehallen, men det understreger blot, at Daka konstant ønsker at være proaktive i relation til lugtemission, også udover hvad der er lovgivningsmæssigt påkrævet. 

 




Legal notice | Disclaimer | © Daka Denmark A/S, Lundagervej 21, DK-8722 Hedensted, CVR-nr 33776039, +45 7674 5111, daka@daka.dk