Daka er klar til minksæsonen

 

 

21.10.2020, 

Mens tusinder af mink skal aflives på grund af corona-virus, nærmer årets højsæson sig for pelsning af mink sig. Startskuddet for højsæsonen forventes som sædvanligt i uge 45, og Daka-fabrikken i Randers har forberedt sig grundigt.

”Vi har arbejdet på højtryk for at sikre, at mink-sæsonen kommer til at forløbe smidigt og med færrest mulige gener for vores naboer. Vi har fået alt udstyr serviceret og indkøbt nye maskiner, så vi er sikre på, at vi har kapacitet nok og kan køre råvarerne hurtigt igennem”, siger fabrikschef Martin Sejer.

Det nye udstyr omfatter blandt andet udskiftning og opdatering af to tørreanlæg og en 10 meter lang kedel med en diameter på fire meter, der sikrer en høj dampkapacitet. Tidligere på året blev der installeret nyt ozon-anlæg, og råvarehallen er blevet grundigt tætnet. Som noget nyt vil der i år blive lagt is på råvarerne i hallen. Kølingen skal være med til at bremse forrådnelsesprocessen.

”Vi kommer til at køre fuld skrue på begge vores linjer. Det betyder desværre, at en del forædlingsværdi vil gå tabt, fordi vi dermed producerer mindre gødning, og i stedet må sende mere til anvendelse som biobrændsel. Men det må vi tage med i vores bestræbelser på at mindske eventuelle lugtgener”, siger fabrikschefen.

Forventer større mængder i år

Flere faktorer betyder, at fabrikschefen forventer større mængder til fabrikken i år.

”Dårlige konjunkturer i branchen og den verserende corona-smitte betyder flere råvarer for os. Endvidere har Tyskland på grund af corona-smitten blandt mink i Danmark lukket grænserne, så de pelsede mink, der normalt køres til forarbejdning i Tyskland, i år skal behandles i Danmark. Det er ikke en ønskesituation for os, men det er en opgave, vi er forpligtet til at påtage os”, forklarer Martin Sejer.

Han forventer ca. 25-30% flere råvarer end sidste år og er derfor ekstra glad for de mange nye tiltag på fabrikken, som til sammen kan være med til at sikre, at produktionen kører effektivt. I uge 45-52 forventer fabrikschefen at køre non-stop drift, dog ikke på helligdage omkring jul og nytår, hvis alt kører som det skal.

Medarbejderne knokler igennem

Medarbejderne melder også klar, selvom Covid-19 forholdsregler ikke gør det daglige arbejde nemmere. Medarbejderne skal følge en lang række instruktioner baseret på anbefalinger fra myndighederne, der omfatter alt fra sikkerhedsdragter, desinfektion og håndtering af lastbiler.

”Vi har et hold af utroligt loyale medarbejdere, der påtager sig ansvaret for at knokle igennem de kommende uger, selvom det også betyder ekstraordinære vagter aften og nat. Julefrokosten må de også vente med, men sådan er det faktisk hvert år, for i december er der ikke tid. Det bliver i stedet til marts”, siger Martin Sejer.

Med udgangen af uge 1 i det nye år, skulle alle mink gerne være kørt igennem, så fabrikken kan gå tilbage i normal drift. Daka vil gennem mink-sæsonen løbende orientere om status på hjemmesiden dakairanders.dk.

 




Legal notice | Databeskyttelseserklæring | Integrityline | © Daka Denmark A/S, Lundagervej 21, DK-8722 Hedensted, CVR-nr 33776039, +45 7674 5111, daka@daka.dk
 
1