Ny affaldsordning – Vi tager udfordringen op

 

 

16.06.2020, 

Selvom genanvendelsesprocenten for madaffald er steget i de seneste år, er der stadig meget, vi kan gøre bedre. Det skal vi i gang med, og hos Daka ReFood er vi derfor glade for regeringens beslutning om mere genanvendelse, mindre forbrænding. Det er dog vigtigt ikke kun at sætte fokus på plastik, men også på mulighederne i organisk affald. Potentialet er stort for både at spare CO2 og genanvende værdifulde næringsstoffer i madaffaldet.  


Lad os tage et konkret eksempel. Et års madrester fra en mellemstor restaurant, der i forvejen arbejder på at minimere madspildet, bliver til gødning nok til næsten 8 ton gulerødder, 159 dages varme i en gennemsnitlig husstand, mens restaurantens fedt og olie giver biodiesel til godt 10.000 km i en personbil. Samtidig spares atmosfæren for mere end 3 ton CO2.


Det er klogt, når regeringen vil overlade en større del af sorteringen og forædlingen til private virksomheder. Hos Daka ReFood er vi helt klar til at modtage stigende mængder madaffald fra hoteller, restauranter, kantiner, supermarkeder og industrien.  Vi er allerede i fuld gang med at udvikle fremtidens teknologier, der kan være med til at skabe nye, grønne arbejdspladser.


Stigende mængder åbner spændende muligheder for at tænke nyt og forfine produkterne yderligere. I dag anvender vi primært det organiske affald til biogas og gødning. Det er godt, men vi ser også nye muligheder, hvor restprodukterne kan få helt nyt liv. Tænk bare på mulighederne i kaffegrums, der ikke bare kan bruges til at dyrke champignon, men rummer værdifulde olier med helt særlige egenskaber. Eller i brød, der - hvis det sorteres - kan gå direkte til dyrefoder og erstatte dyrt importerede foderprodukter med en høj klimabelastning.


Opbakningen og viljen fra erhvervslivet er på plads, så nu kan innovation og initiativ blomstre både i kommuner og industrien til gavn for jord, luft og vandmiljø.

 

Af Marianne Darling Andersen - Salgschef Daka ReFood

 




Legal notice | Databeskyttelseserklæring | © Daka Denmark A/S, Lundagervej 21, DK-8722 Hedensted, CVR-nr 33776039, +45 7674 5111, daka@daka.dk
 
1