Veterinær sikkerhed

Veterinær sikkerhed er en central del af Dakas arbejde med animalske biprodukter.

Arbejdet er reguleret af biproduktforordningen og tilrettelagt, så risikoen for smitte mellem besætninger
begrænses gennem hele kæden.

Fokus på smitte og sporbarhed

Indsamling af døde dyr stiller krav til korrekt registrering, arbejdsgange og dokumentation.

Det gælder især i forhold til:

  • smitte mellem besætninger
  • korrekt kobling til oprindelse
  • sporbarhed fra afhentning til videre behandling og slutprodukt

Planlægning og ruter

Afhentning planlægges løbende på baggrund af aktuelle oplysninger om besætninger og sygdomsstatus med afsæt i data fra blandt andet CHR‑registeret.

Det sikrer, at afhentning gennemføres under hensyntagen til både smitteforhold og den daglige drift hos den enkelte kunde.

Planlægningen sker direkte i Dakas transportsystem og opdateres løbende.

Tilmelding og digital understøttelse

Korrekt og rettidig tilmelding er en forudsætning for at begrænse risikoen for smitte mellem besætninger.

Daka understøtter kundernes daglige arbejde gennem digitale løsninger, hvor afhentninger registreres hurtigt og præcist, og oplysninger om besætning, kategori og afhentning indgår direkte i planlægning og dokumentation.

Dakas app er i dag et centralt værktøj for mange kunder og bidrager til, at oplysninger registreres korrekt fra starten.

Afhentning og materiel

Veterinær sikkerhed afhænger i høj grad af de fysiske rammer hos kunden og forholdene omkring afhentning.

Daka er i løbende dialog med landmænd om korrekt indretning af afhentningspladser og adgangsforhold samt valg og anvendelse af materiel.

Transportmateriel desinficeres efter aflæsning på anlæg for at reducere risikoen for smitte mellem afhentninger.

Samarbejde og kontrol

Arbejdet med veterinær sikkerhed sker i tæt samarbejde med myndigheder og brancheorganisationer, herunder Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Landbrug & Fødevarer.

Der er løbende dialog om krav, praksis og udvikling, så arbejdsgange og rådgivning understøtter smitteminimering samt den danske husdyrproduktion og eksport.

Daka gennemfører desuden stikprøvekontroller i samarbejde med Landbrug & Fødevarer med fokus på indretning af afhentningspladser og praksis ved afhentning.

Veterinært beredskab

Daka er en central aktør i Danmarks veterinære beredskab.

Det betyder, at Daka stiller en landsdækkende indsamlings- og håndteringskapacitet til rådighed, som kan tilpasses hurtigt ved udbrud af smitsomme husdyrsygdomme.

Ved sygdom gælder der særlige procedurer for afhentning, transport og videre håndtering, som fastlægges af myndighederne og implementeres i Dakas drift.

Dakas infrastruktur, adgang til data og tilpasning af ruter og afhentning er med til at sikre, at håndtering af døde dyr også under skærpede forhold gennemføres korrekt og kontrolleret.

Har du spørgsmål til veterinær sikkerhed eller håndteringen af animalske biprodukter, er du velkommen til at kontakte os.

Christian Skov

Communication & Customer Relations Manager

Mail: chs@daka.dk