I samarbejde med erhvervsskolen Mercantec i Viborg har Daka SecAnim valgt at investere i efteruddannelse en del af produktionsmedarbejderne inden for systematik og energioptimering. På kurserne lærer man blandt andet at udføre systematisk vedligehold på automatiske maskiner og anlæg, bæredygtighed på automatiske produktionsanlæg, og man kan foretage analyse af energiforbruget på et automatisk produktionsanlæg specielt på teknologierne elektrisk, hydraulisk/pneumatisk og mekanisk forbrug, herunder komme med tekniske løsningsforslag til energioptimering.

Mercantec arbejder tæt sammen med mange virksomheder, hvor de skræddersyer kurser og forløb tilpasset den enkelte virksomhed. Uddannelseskonsulent Michael Fast forklarer: ”Udviklingen indenfor teknologi og teknik går ekstremt hurtigt i disse tider. Her hjælper det at samarbejde. Virksomhederne har behovet, og vi har lokaler, undervisere og maskinparken, til at medarbejderne kan opnå de kompetencer, der er behov for ude i virksomhederne.”

Stadig ledige pladser
Aftalen mellem Mercantec og Daka SecAnim A/S er hurtigt kommet i stand og der har ikke været langt fra første møde til udvikling og nu planlægning af kurser, derfor er der også stadig ledige pladser, så andre virksomheder, der har medarbejder med samme behov for efteruddannelse, har mulighed for at tilmelde sig.

 ”Vi håber, at flere vil følge Daka SecAnims eksempel og vil deltage på disse kurser og udnytte det netværk der opstår i denne forbindelse samt den øgede faglighed ude i produktionerne rundt om i landet”, slutter Michael Fast.