SMV-regeringen lægger med sit udspil ”Grøn handling: Indfrielse af klimamålene og accelereret udbygning af vedvarende energi” op til en forhøjelse af CO2-fortrængningskravet for transportenergi og samtidig begrænsning af anvendelsen af 1. generations biobrændstoffer.

Det bakker vi i DAKA fuldt op om. Og samtidig ser vi især frem til, at der nu rettes op på den klimamæssigt helt meningsløse fjernelse af sondringen mellem 1. og 2. generations (1.- og 2.G) biobrændstoffer, som ligger i aftalen om Grøn Omstilling af Vejtransporten – indgået i 2020 af den tidligere S-regering med støtte fra de Radikale, SF og Enhedslisten. Aftalens idé om ”teknologineutralitet” fjernede med et pennestrøg princippet om dobbelttælling for 2.G biobrændstoffer og følgelig er status i 2023, at dansk produceret 2.G biodiesel baseret på affalds- og biprodukter er presset ud af det danske marked til fordel for billigere 1.G biodiesel fremstillet af energiafgrøder dyrket på landbrugsjord. Man må undre sig over hvilket klimamæssigt formål det tjener. At den nuværende regering nu spiller hensynet til arealanvendelsen (ILUC) tilbage på banen med et loft over 1.G. brændstoffers andel i opfyldelsen af fortrængningskravet, kan således kun bifaldes. Faktisk kan det da kun gå for langsomt.

For hvad er da 2.G biodiesel? Det er biodiesel produceret på basis af affaldsprodukter, men i den aktuelle debat, nævnes hyppigt brugt friturefedt som det eneste eksempel. Ofte med den tilføjelse, at det er tvivlsomt, om brugt friturefedt baseret på palmeolie er mere klimavenligt end fossilt brændstof. Forståelsen er, at man ved at øge fortrængningskravet og rummet for 2.G biodiesel fremmaner en kunstig vækst i ”produktionen” af brugt friturefedt baseret på jomfruelig og ikke-bæredygtig palmeolie.

Det er der en pointe i. Men problemet er, at både professorer og diverse analytikere i ivren for at spille denne trumf kommer til at helt at affærdige 2.G biodiesel. Dermed hælder man også den del, som er baseret på alle de animalske biprodukter som flyder som en uundgåelig sidestrøm fra landbruget ud med friturefedtet.  Faktisk er så godt som hele produktionen af 2.G biodiesel i Danmark i dag er baseret på fedtet fra døde dyr fra landbrugsbedrifterne og veterinært risikomateriale fra slagterierne – og ikke friturefedt. Altså reelle affaldsprodukter, som af veterinære årsager skal destrueres og som ingen vel kan beskylde for at være fremstillet pga. deres værdi som affald.

2.G biodiesel fremstillet af fedt fra animalske affaldsprodukter giver en CO2-besparelse på over 80% i forhold til fossil diesel og beslaglægger ingen landbrugsarealer i modsætning til 1.G baseret på energiafgrøder.  Mængden er naturligt begrænset af størrelsen af husdyrproduktionen, men udgør ca. 50 mio. liter årligt svarende til knap 2% af det samlede forbrug af diesel i den danske vejtransport.

Dermed vil 2.G biodiesel langt fra kunne opfylde det samlede fortrængningskrav, som regeringen sigter mod, men det er helt oplagt nu at genskabe markedsvilkår, som sikrer at denne produktion rent faktisk udnyttes i Danmark og bidrager til opfyldelse af de danske klimamålsætninger. Det vil netop kunne opnås ved at lægge loft over 1.G-brændstoffernes andel af fortrængningskravet.